Valget kommer før end vi ved...

onsdag den 5. juni 2019

Den er hjemme

Tænker Valgbloggen. Også selvom det næsten er for varmt til Valgbloggens valgblazer.

Valgkampen har været fattig på både kulturog substans, så i dagens anledning bringer Valgbloggen et valgkunstværk af David Shrigley:


tirsdag den 4. juni 2019

Hvad siger Valgbloggens træben?

Valgbloggen er som bekendt sprunget ud som meningsmålingfri zone - og det går nemt, fordi Valgbloggen har sit trofaste træben at lytte til.

Nu er det Valgbloggens tur

Og Valgbloggen vil gerne bruge sin tur til at hylde internettet. Ikke blot er det hjemsted for Valgbloggen - det flyder også over med sjove billeder af Lars Løkke. Valgbloggen regner ikke med at have noget at bruge dem til efter i morgen, så I får lige to af de allerbedste - Lars på besøg i Føtex og Lars, der vifter med en pølse (hhv. Føtex-Lars og Pølse-Lars).



Og for at mindes tidligere tiders latterlige statsministre, så får I også lige et billede af Anders Fogh i den slags træningstøj, som alle Valgbloggens klassekammerater havde på på klassebilledet i 6. klasse. Valgbloggen havde en stribet t-shirt på. Det var en anden tid, som man siger.

mandag den 3. juni 2019

Dagen før dagen,

før dagen I ved. Valgbloggen fejrer det med et comeback til den ædle sangskrivningsdisciplin, som åbenbart har ligget stille i et par valgperioder. Here goes - Dagordensangen 2019

Valget kommer før end vi ved
Lille Lars han gemmer på en valgkampshemmelighed
Men lidt må han fortælle, så han skriver i en bog:
LA og Kristian Jensen de er ikke rigtig klog’
Stem på os nu er vi end-lig fri
Klar med velfærdsgavegiveri
4 års dagdriveri
Skal belønnes synes vi
Giv mig en chance mer’ så ved I aldrig hvad der sker
Bli’r der bryllup nu med Mee-eette F?
Eller bli’r jeg europæisk chef?
I skal vide jeg er til salg
Både for fisk og øl og tjald
Det er tid for sikkert lederskab


onsdag den 29. maj 2019

Hvor bliver...

... Søren Papes bog mon af, tænker Valgbloggen? I en ellers meget digital tidsalder er det pludselig blevet det nye smarte at smide en god gammeldags bog med sin egen uimodsagte version af virkeligheden ind i valgkampen. Mette F er på banen, Lars Løkke selvfølgelig og søreme også den politiske diletteant og megaloman Anders Samuelsen.

For de to sidstnævnte har det fyldt meget at lægge afstand til regeringssamarbejdet, som har været så aldeles frygteligt for alle involverede. Vel kun overgået af, hvor frygteligt det har været for alle andre. Så hvor bliver Papes bog af? Valgbloggen har insider-viden og kan fortælle, at Pape naturligvis har skrevet den, men som et resultat af dårlig dømmekraft fik han sin forlovede til at lave forsiden og efterfølgende tage den under armen og ned til trykkeren. Så hvis man vil læse den, kan man lige stikke forbi LA Bar, for den glade forlovede faldt i shots-rouletten på vejen.

mandag den 27. maj 2019

Dagens kandidat

Er tidligere kendt som "hende der ikke kunne blive minister, for så ville Pernille Vermund komme i Folketinget" og langt senere som "hende, der ammede fra Folketingets talerstol lige oppe i Formandens (altså ikke den Formand) sure face."

Nu viser det sig, at hun også er en auto-camper og har etableret trailer park i Valgbloggens hood. Ja, så ville Valgbloggen hellere have haft René Difs food-truck...


Valgbloggen skærer igennem...

... alt det ævl og kævl om nyfundet momentum i Venstre i kølvandet på det bedste EP-resultat nogensinde. Valgbloggen anerkender, at lidt mere spænding ville være godt i en valgkamp, der er ved at løbe tør for kræfter, men det er da klart for enhver, at hele Jylland har stemt på Søren Gade. Far her.

Det ville da være rart, hvis befolkningen pludselig ikke var EU-kritisk eller fremmedfjendsk, men mon ikke det handler om, hvem der sender den stærkeste personlighed til Brusselicious? Det mener Valgbloggen nok det gør.

Om noget hæfter Valgbloggen sig ved, at meningsmålingerne IGEN tog fejl. I ved, ligesom ved sidste valg, ved Brexit-afstemningen og det Amerikanske Præsidentvalg. Valgbloggen hælder derfor mere til at mærke efter i sit træben, og det siger som altid, at de røde vinder (men i dagens anledning får I et billede af nogle blå EU-typer).

torsdag den 23. maj 2019

Valg og kærlighed

Valgbloggen har været på tur med Kombardo-ekspressen og blev naturligvis mødt af valgstemning. Love is all around og det er valget også.

Og der er også symboler over det hele. Hvilken form for kampagnestrategi er det når der står en Mette-Cola og en Lars-Cola lige ved siden af hinanden. Der er klart en form for forhold, men det er i et køleskab, så det kan ikke være brandvarmt... Og så kan Valgbloggen ikke lade være med at hæfte sig ved, at de er fuldstændig ens, men alligevel markedsføres som hhv. Cola og Coca-Cola.

  

torsdag den 16. maj 2019

I vater

Endelig. Tænkte Valgbloggen. Nu er Formanden ikke politisk hjemløs længere. For nu virkede det som om, at en ny og spændende kandidat var klar til at løfte arven fra Ben Haddou og tale lige til Formandens hjerte.

En kandidat, der vil have Danmark i vater.... Men når noget skal i vater, og her tænker Valgbloggen på øl, så skal det da være vertikalt din konservative dødbider! Close, men ingen cigar (eller øl) til dig.


onsdag den 15. maj 2019

Ground control to Major Tom

Indrømmet - Valgbloggen havde faktisk tænkt, at nu skulle det være slut med at skrive om Tom Gillesberg. Men altså - han bliver bare ved med at være et godt stykke foran alle andre. De andre partier prøver at finde løsninger på jorden - nogle kun indenfor Danmarks grænse, men Tom har selvfølgelig gang i et rumeventyr.

Ironisk nok, så tror Valgbloggen mere på, at Tom kan få held med sit projekt med at transportere Helium fra månen til jorden end med at opdele bankerne og få magnettog over Kattegat. I øvrigt var det nyt for Valgbloggen, at månen er fuld af helium - så er der astronauter med musestemmer til alle.


tirsdag den 14. maj 2019

Og nu vi snakker om Alternativet...

... så går Valgbloggen og Valgbloggens  vexillologiske venner og undrer sig over, hvorfor Alternativet flager med det gamle grønlandske korsflag - altså kolonifanen? Så må Sydstatsflaget være lige om hjørnet...




Dagens kandidat

Er fra Alternativet. Og er kendt for altid at tilbyde et alternativt synspunkt. Fx at mænd skal forbydes adgang til festivaller eller at vi skal diskutere Julemandens køn. Fremragende clickbait og Valgbloggen støtter hans kampagne varmt. Ikke mindst fordi han ser sig selvom som budbringer af ubekvemme sandheder- lidt ligesom Valgbloggen skriver hvad andre tænker.

Men af og til er sex med ham som Ølstykke i November.

 https://www.youtube.com/watch?v=S73Fg9FvrGM


mandag den 13. maj 2019

Firestarter

Gør som indianerne og brænd hele lortet ned hvert syvende år. Eller gør som Kristian Pihl Lorentzen og lej dit eget Valg-tog (Pihle-Expressen) og sæt ild til hele Vestjylland.

Valgbloggen tænker sit. Ikke mindst virker det mistænkeligt, at den altid asfalt-glade transportordfører pludselig kører i tog... Under alle omstændigheder er det selvfølgelig mere subtilt end at leje en jeep og en flammekaster, hvis man er en af den slags mænd, der bare vil se verden brænde.

http://nyheder.tv2.dk/lokalt/2019-05-12-valg-tog-skyld-i-flere-naturbrande


Børnenes statsminister

Godt forsøg, Mette - men børnene har valgt deres leder. De ønskede voksne i øjenhøjde og at velfærdsmilliarderne går direkte til børnene og ikke til pædagogerne. Risengrød og fredagsslik hver dag!

onsdag den 8. maj 2019

I øvrigt..

... har Valgbloggen altid haft en mindre faible for gode øgenavne. Hvad tænker folk om "Dårlig mave-Mette"? En naturlig partner til Lårte-Mårten.


Dagens kandidat

Så blev det omsider tid. Grundlovsdag - det bliver en lang valgkamp.

Sidste valg blev Valgbloggen meget begejstret for Alternativets dansende Å, så stor var Valgbloggens glæde da den stødte på sin nye yndlingskandidat på Nørrebro i dag. Gør som Valgbloggen - stem på det dansende træ:


tirsdag den 7. maj 2019

Hvad skriver de andre valgsider?

Ja, de venter jo ligesom Valgbloggen, men ellers har Valgbloggen bemærket, at de har travlt med at sætte etiketter på kandidaterne - som en slags udvidet varedeklaration. Særligt bliver Rasmus Paludan konsekvent omtalt som "Den racismedømte Rasmus Paludan". Den form for service er Valgbloggen med på, så her kommer Valgbloggens etiketter på de øvrige partiledere:


  • Den parcelhusopfostrede Aalborgpige Mette Frederiksen
  • Den konsekvent fodskydende våddragts- og sennepsfarvet rullekraveentusiast Morten Østergaard
  • Ham med den forlovede, Søren Pape Poulsen
  • Den skruppelløse fox Penille Vermund
  • Fusentast, Klaus Riskær Pedersen (fra partiet Klaus Riskær Pedersen)
  • Den altid kedelige Pia Olsen Dyhr
  • Danmarks svar på Baron von Münchhausen, Anders Samuelsen
  • Mobbeoffer-strikes-back-typen, Kristian Thulesen Dahl
  • Abortmodstander Stig Grenov 
  • Kleptokrat, Lars Løkke Rasmussen
  • Den militante kommunist Pernille Skipper
  • Nepotismedømt og ofte set offentligt i nattøj, Uffe Elbæk  

Og det er selvfølgelig bare satire. 

mandag den 6. maj 2019

Mens vi venter...

...går Valgbloggen sin søsterblog Påskebloggen i bedene og lancerer en lille gætteleg. Hvad har denne dame med valgkampen at gøre? (Hint: det er noget med noget som Lars Løkke snart trykker på)

Præmien er en frokost med Valgbloggen.


søndag den 5. maj 2019

Masser af nye folk at stemme på

Til sidste valg var Valgbloggen helt oppe at ringe over det nye spændende parti Alternativet. Det har i løbet af valgperioden været svært at holde begejstringen over partiets indhold og kontorindretning, men Valgbloggen hylder stadig pluralismen og glæder sig over, at der til dette valg bliver ENDNU flere partier at stemme på. Valgbloggen har det ambivalent med Stram Kurs, for selvfølgelig er det passende med en hommage til sømandsbossens storbandende parti Fælles Kurs, men jeg tror der er mange, der ligesom Valgbloggen hellere ville have haft en hommage fra en anden kant.

Nye borgerlige er så kedeligt et navn, at ikke engang valgkampens højeste sex-factor kan redde det (Valgbloggen er i øvrigt ikke kommet sig over, at de har fået CD's bogstav).

Nej, årets nye partinavn er afgjort Partiet Klaus Riskær Pedersen. Hold nu op, hvor Valgbloggen glæder sig til præsentationen i partilederrunden "Og så har vi Klaus Riskær Pedersen fra Partiet Klaus Riskær Pedersen." Smukt. Der er inspiration at hente for Privat-Lars og Statsminister-Lars, som også kunne introducere Parti-Lars. Og så laver vi en fast forward til næste valg, hvor den parlamentariske situation bliver ligesom i Smølfeland (Når Gammelsmølf (aka. Karl Marx) er ude efter vorterod):



fredag den 3. maj 2019

Gode ting kommer til den, der venter

Siger man i den protestantiske etik, som Valgbloggen kommer fra. Nu synes Valgbloggen imidlertid, at den har ventet lovlig længe på det valg. Omvendt synes Valgbloggen også, at der er noget smukt og ukarakteristisk tilregneligt ved faktisk at blive siddende på taburetten i så lang tid, som man faktisk er blevet valgt til (Brian Mikkelsen, Valgbloggen kigger på dig!).

Valgbloggen plejer jo altid at skrive en lille sang (eller rettere opdatere en gammel sang) og det har Valgbloggen ikke opgivet at nå endnu. Mens vi venter på sangen og på valget, er den officielle valgsang blevet udgivet- bakket op af samtlige partier undtagen Valgbloggens røde favoritter og partilederen, der er halvt våddragt, halvt rullekrave (Læs: partier uden for indflydelse):