Valget kommer før end vi ved...

lørdag den 30. maj 2015

Valgbloggen på tur

Valgbloggen er i det jyske i denne weekend. Det føles som om der er flere valgplakater for DF, men det kan også godt bare være stemningen. Til gengæld tager de virkelig valgplakaterne til nye højder og udnytter den gode plads og de mange halmballer til at udbrede deres politiske smil og slagord. Her i Liberal Alliance Hovedland tager altid storhedsvanvittige Henrik Dahl dog prisen:

fredag den 29. maj 2015

Dagens kandidat

Han er tilbage! Han har stadig ikke taget Valgbloggens sloganforslag til sig og måske har han droppet det med magnettogene? 

Men det virker som om Tom har fået lagt det med bankerne og glass-steagal bag sig og nu ser en anderledes lys fremtid foran os, hvis vi bare kunne koncentrere os om at handle med BRIKS-landene. Og ellers hylde fred og fordragelighed. Det synes Valgbloggen egentlig ikke er så dumt, men Valgbloggen er til gengæld også sikker på, at der må ligge noget vanvid og lure lige under overfladen på den ellers flotte valgplakat. Valgkampens flotteste indtil nu, men Valgbloggen er også helt tosset med flag. Den bliver svær at overgå - i hvert fald så længe Nikita Klæstrup ikke er på stemmesedlen (Valgbloggen fatter i øvrigt ikke, hvordan de konservative kunne vælge Søren Pape frem for hende)


torsdag den 28. maj 2015

Dagens kandidat

Han er vred - meget vred på det etablerede system! Så vred, at han er blevet grøn af raseri og insisterer på at være alternativ:
Valgbloggen har allerede nævnt, at man skal holde øje med Uffe Elbæk og den forventer sig meget af Alternativets valgkampagne. I går var der hoppende Å'er på hovedbanen og de der små valgplakater, hvor der står "Der er også Alternativet", som de har sat under de andre partiers valgplakater, viser, at vi har at gøre med mennesker, der får afløb for deres vrede på en yderst kreativ måde. Personligt har Valgbloggen det lidt ambivalent med Uffe/Hulk fordi han engang kludrede noget så gevaldigt rundt i forskellen på evalueringer og akkrediteringer på Folketingets talerstol midt i Valgbloggens lovforslag. Men pyt. Nu går han i bar overkrop og så er det ikke et problem, at han ellers plejede at fise rundt på Slotsholmen i nattøj ved højlys dag.

onsdag den 27. maj 2015

Så er der valg!

Og det bliver den 18. juni og der er en lidt spændt, ængstelig og elektrisk stemning i Valgbloggens nærmiljø.

Valgbloggen synes det er lidt ironisk, at Helle lancerer det som et valg mellem stabilitet og et vildt eksperiment under ledelse af Lars Mad Professor Løkke, når nu Valgbloggen bruger ret mange af sine vågne timer på at overveje om ikke det vil være bedst for Valgbloggens røde favoritter, hvis den stemmer på Alternativet.

Nå, sådan er der så meget - god valgkamp!

Dagens practical joke

Nå, så ser det ud som det er tid - med mindre Helle T har tænkt sig at lave en såkaldt Cantona:


tirsdag den 26. maj 2015

Hvad siger vandrørene?

Vandet flyder hurtigt i vandrørene i disse dage. De frygter alvorligt at sprænge læk, hvis ikke valget kommer snart - fremrykning af investeringer og afslutning af kriser på en helligdag er nemlig lige noget vandrørene kan bruge. At der så er en risiko for, at det bliver oveni ministeriets sommerfest, det er vandrørne ligeglade med.

I øvrigt: Status for indsamlingen til Løkkes hus: 0 kr. 1 tom dåseøl.

torsdag den 21. maj 2015

Du måste vara sjuk, sjuk, sjuk, sjuk

Valgbloggen elsker Sverige. Og valgplakater. Så svenske valgplakater må være lige noget for Valgbloggen. Og søreme jo - den her er Valgbloggen helt tosset med, selvom den også er lidt overrasket over så kontant sprogbrug fra det pæne land. Men, selvfølgelig - hvis den nordiske dramatiske tradition har lært os noget, så er det at vanviddet og de grumme hemmeligheder gemmer sig lige under overfladen:

 Og det får Valgbloggen til at tænke på denne mand, som kommer fra den dejlige svenske ø Hven og altså ikke kan forventes at stemme på Nya Moderaterna.


onsdag den 20. maj 2015

Valgbloggen glæder sig

.. til der igen kommer valgplakater op at hænge. Og må Valgbloggen så ikke opfordre til, at man kigger til tidligere tiders plakater, som der unægteligt blev gjort lidt mere ud af. Valgbloggen plejer jo godt nok at stemme på de røde lejesvende, men det her slogan kan den ikke stå for:

Relateret hertil starter Valgbloggen hermed en indsamling af tomme flasker, kolde kontanter og checks og inviterer til Valgfest i Lars Løkkes hus når der er penge nok: http://nyhederne.tv2.dk/2015-05-18-lej-lars-loekkes-hus-med-grill-spa-og-fadoelsanlaeg

tirsdag den 19. maj 2015

Valgkampen er gået i fisk

Ahaha... et lille ordspil - jeu de mot - fra Valgbloggen, som er faldet over nogle satiriske dyrekort med de politiske partier som fisk. Valgbloggen synes ikke det er rigtig sjovt - jo, det med at socialdemokraterne er Helle-fisk - men noget skal ventetiden jo gå med:


PS: En kilde tæt på Valgbloggen, som Valgbloggen aldrig regner med, mener at valget bliver udskrevet på torsdag. Valgbloggen er skeptisk, men er helt klar på at blive revet med af stemningen.

mandag den 18. maj 2015

Hvad skriver de andre valgsider?

De er satiriske over for Lars Løkke - og det er for meget synes Kristian Jensen:
http://politik.tv2.dk/2015-05-16-loekke-satirisk-facebook-side-forarger-kristian-jensen-det-er-usselt-og-fejt 

Valgbloggen har været inde og kigge og vil anbefale andre, der har brug for adspredelse mens vi venter på valget at gøre det samme. Den hedder "blå blok indefra" og huserer på facebook. Selvfølgelig er Valgbloggen lidt skuffet over, at den ikke selv har forarget Kristian Jensen, men det kunne så godt blive et delmål for Valgbloggens aktiviteter.

Her er det absolutte højdepunkt - Løkke til hest!:
https://www.facebook.com/blaablok/videos/959169747449553/


tirsdag den 12. maj 2015

Amerikanske tilstande

Valgbloggen kan godt lide valgkampe. Men Valgbloggen er ikke så sikker på den kan lide beskidte valgkampe. På den måde er Valgbloggen sådan lidt olympisk i sin indstilling og synes det er vigtigere at være med end at vinde. I hvert fald ville det klæde de deltagende politikere at overveje, om man nyder sejren lige så meget, hvis man har spillet grimt eller uværdigt.

Nåmen, det handler jo om magt, så sådan er der jo så meget. Valgbloggen har dog fundet denne spritnye video af den kommende valgkamp - Det er Lars Løkke til venstre og Helle Thorning til højre. Bemærk, at Ross Perot ligner Uffe Elbæk lidt:


tirsdag den 5. maj 2015

Hvad skriver de andre valgsider?

De skriver om hunde. Misbrug af hunde. Og det er et regeringspartis ungdomsorganisation, der gør det:

http://www.bt.dk/politik/valgannonce-faar-df-kloeerne-frem-find-jeres-egen-hund

Og de konservative er straks på banen: